Enhver skabelse er først og fremmest et udslag af en destruktion

af Flora Tara Melchiorsen

For mange år siden skulle Picasso - maleren og kunstneren - have sagt: "Every act of creation is first of all an act of destruction."

For Picasso handlede det sandsynligvis i første omgang om den kunstneriske skabelse. Måske at vi - for at noget nyt kan opstå - skal være villige til at destruere det gamle.

Men mon ikke Picasso også tænkte på mere end 'blot' den kunstneriske skabelse.

Mon ikke han også tænkte på livet omkring os. På alt omkring os.

For livet er jo en lang række af skabelse og destruktion, som ubønhørligt fletter sig ind i hinanden.

Vi behøver faktisk ikke at kigge så langt for at se det udspille sig foran vores øjne.

Når vi lægger et frø i jorden, skal vi erindre, at det frø kommer fra en blomst, som nu er visnet ned og forgået.

Og når frøet lægges i jorden, så begynder det at optage vand og næring fra omgivelserne - fra den sorte muld omkring det - og på et tidspunkt sprækker det og forvandler sig til en spire, der vibrerer og vokser sig mod overfladen. Mod lyset.

Hvor det nu forandrer sig til en grøn plante. Som sætter blade.

Blade, som straks indgår i symbiotisk helhed med alt omkring sig.

Suger kvælstof til sig og afgiver ilt igen.

Ligesom rødderne, der nu er opstået, stadig suger vand, mineraler og næring til sig nedefra.

Og pludselig opstår en knop. En blomst.

Som med al denne næring og solens varme en dag folder sig ud i al sin pragt, så bier, sommerfugle og andre insekter kan trække næring derfra og sende den energi videre i systemet. Hvorefter blomsten sætter nye frø.... nye liv, som måske spreder sig med vindens hjælp til nye steder og nye enge.

Indtil igen en dag blomsten har udlevet sin skæbne og langsomt visner ned og forstøver ned i den jord, den kom fra. For derfra at forstætte sin rejse som næring og mineraler til andre planter og blomster og dyr og kravl.

Livet en er cirkulær proces - en evolution - som i en lang fortsat bevægelse, som en evig dans, skaber en konstant udvikling og skabelse.

Og hvad er vores rolle så i alt dette, kan vi med rette tænke - nu, hvor vi er skænket forbandelsen af tænkningens velsignelse.

Ja, den danske tænker, filosof, forfatter og mystiker Martinus sagde, at meningen med livet al sin enkelthed er oplevelsen.

Oplevelsen.

Hverken mere.

Hverken mindre.

Så, hvad kan vi gøre, når vi ind i mellem synes, at oplevelsen umiddelbart ikke er behagelig eller rar?

I går var der en artikel i avisen om især de unges uro og bekymring om det, der sker relativt tæt på os i verden lige nu. Og en ung mand sagde, at han tror, at unge på en meget hårdhændet måde lige nu lærer, at livet også er uretfærdigt.

At, selv om vi kæmper for retfærdighed og en bedre verden, så er der også bare vilkårlig uretfærdighed til i verden.

Men han sagde også, at i den opdagelse af uretfærdigheden er der også meget at lære af f.eks. at opleve, at der sommetider sker ting, som man ikke er herre over.

Sålænge det ikke fører til håbløshed....

Og måske er det noget af den læring, vi også kan tage med os fra det, vi oplever omkring os.

Både det, vi har oplevet før. Det, vi oplever nu. Og det, vi kommer til at opleve senere.

At vi aldrig skal miste håbet.

Aldrig skal lade håbløsheden overtage.

Og måske i stedet lade essensen... eller 'nerven' i det hele være, at vi - hver enkelt af os - skal spørge os selv, hvad er det allerbedste, jeg kan gøre lige nu - for mig og for verden omkring mig.

Hvilken skabelse kan jeg initiere. Eller facilitere.

Og huske, at intet er hverken for stort - eller for småt.

Enhver kreativ skabelse har betydning.

Som Osho også sagde det:

"You can either be creative, or you are bound to be destructive. You cannot remain neutral; either you have to affirm life with all its joys, or you start condemning life."

Så lad os ikke fordømme hverken livet eller hinanden, men i stedet gøre vores bedste derfra, hvor vi er.

Tænde de lys, vi kan tænde.

Lad håbet være stærkere end håbløsheden.

Lade kærligheden være stærkere end frygten.

Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness og Livsbevidsthed. Flora er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.