Når vi rammer panden mod muren (Hvornår er nok... nok?)

af Flora Tara Melchiorsen

Den ungarnske læge og traumeekspert Gabor Mate taler i sin nye bog “Myten” om ‘det normale’.

Hvordan vi har skabt et samfund, hvor vi accepterer en form for normal, selv om det på ingen måde er normalt for os som mennesker.

Hverken mentalt eller fysiologisk kan vi følge med. Mistrivslen har aldrig været større både blandt børn, unge og voksne.

Stress, angst og beslægtede diagnoser stiger i antal som aldrig før, ligesom sygdomstilfælde som kræft, sclerose og hjertekar-sygdomme.

Og hver gang vender vi os mod naturvidenskaben og den medicinske verden for at finde løsninger, der kan fikse os og få os hurtigt tilbage til “normalen”. 

Forleden så jeg en TV-udsendelse om folk ramt af hjerneblødninger og i udsendelsen medvirkede en ung kvinde, som havde haft tre blodpropper i hjernen. Virkelig frygteligt, især når man kun er 30. 

Men hendes store mål var at kunne komme tilbage til at arbejde på fuldtid og samtidig køre sin politiske karriere igen, for “hvad var hun ellers”, sagde hun i udsendelsen. Ingen tilbød hende undervejs i forløbet terapuetisk hjælp, for måske at at tale om det svære i situationen eller endda det svære, der måske gik forud for blodpropperne.

Succeskriteriet var igen at kunne knokle derudaf og være ‘en succes’, i hvert fald i forhold til hvad vi som samfund anser som ‘succes’.

Dette ‘succeskriterium’ bliver bakket godt op af vores politikere, som hele tiden taler om, at vi skal tage os sammen og at vi skal arbejde mere. 

Vi skal byde ind til samfundet og præstere mere og ikke være ‘svæklinge’, der vil gå hjemme hos vores børn eller være på nedsat tid, mens de er små - eller fordi vi bare ikke er i stand til andet.

For nylig har en minister i ramme alvor udtalt, at man skal være stolt, hvis man henter sit barn i institutionen fem minutter i lukketid og han mener i øvrigt, at børn har det bedre sammen med professionelle instituationsansatte end sammen med sine egne forældre.

Det til trods for, at al forskning fortæller os, at børn har brug for stabilitet, ro og så meget samvær som muligt med deres forældre for at trives og blive sunde unge og voksne.

Børn har brug for tryghed. De har brug for kærligt nærvær og stabile voksne omkring sig gennem hele livet.

Og tryghed er ikke, at være omgivet af alt for mange andre børn i lang tid, uden en stabil voksen til at tage sig af dem og trøste dem, når de er kede af det eller bare at være der for dem.

For 40 år siden, da jeg gik i skole, havde jeg de samme lærere, som fulgte min klasse gennem hele min skolegang.

Fru Sørensen var vores klasselærer og dansklærer. Fru Jørgensen var matematiklæreren og Fru Kirkegård tog sig af historie og kristendomskundskab og alt andet. De samme stabile voksne.

Og når jeg kom hjem fra skole, var min mor allerede hjemme og tog imod mig.

Sådan er det meget sjældendt i dag.

Udover at tiden i institutionen og skolen er blevet længere, så er der konstant udskiftning i lærere og pædagoger ligesom der nærmest kommer nye “læringsmål” og krav hver anden uge.

Når nogen så bukker under for presset må det jo så være fordi, der er noget galt med dem. De er svage og kan ikke tåle mosten. 

De får så diagnoser og bliver tilbudt medicin eller samtaleterapi, som primært handler om, at de skal ændre deres mindset og tænke anderledes om dem selv og deres situation og blive mere robuste og ikke så pjevsede.

Samtidig bombarderes vi på de sociale medier af influensers, som poster det perfekte liv, hvor man aldrig bryder sammen eller har det svært. Og samtidig belæres vi af psykologer, der mener, at vi simpelthen ikke er gode nok til at tåle modstand længere og at vi blot skal lære at ændre vores tankemønstre.

Eller - helt over i den anden grøft - at vi skal søge ind i det spirituelle for at finde svaret på det lette og god liv. At “alt er godt” og “Universet har svaret”.

Det bringer mig tilbage til Gabor Maté og myten om det “normale”.

Jo mere, vi hører og læser og gentager alle disse ting, jo mere tror vi, det er det normale.

Men.

Det er ikke normalt, at vi ikke kan sove godt.

Det er ikke normalt, at føle uro og have hjertebanken konstant.

Det er ikke normalt, at der aldrig er plads til pauser og eftertænksomhed.

Det er ikke normalt, at leve under et konstant pres og krav om mere, større og bedre.

Det er ikke normalt, at vores børn skal passes i mange timer af skiftende nye ansigter.

Det er ikke normalt, at have dårlig samvittighed hvis vi en sjælden gang sætter os og laver ingenting.

Det er ikke normalt, at der ikke er plads til at tale dybt om, hvordan vi reelt har det og hvad vi har brug for.

Til gengæld er det normalt, at have det svært en gang imellem.

Det normalt at have brug for hjælp og nogen at tale med, når livet udfordrer og føles svært.

Det er normalt at have brug for pauser og stilhed og bare at være ‘koblet fra’.

Det er normalt at have brug for tryghed og forudsigelighed.

Det er faktisk også normalt, at bære rundt på traumer - enten som større oplevelser eller som mindre drypvise traumer af svigt fra en opvækst, hvor vi måske blev gjort forkerte og ikke fik den kærlige opmærksomhed vi havde brug for.

Og det kan ikke ændres ved, at vi blot ændrer vores måde at tænke om os selv og vores barndom på.

Det er mønstre, der har lejret sig dybt ind i vores cellers og nervesystem og derfor ofte har skabt en overaktivering af vores nervesystem, som gør det svært at finde roen - selv når vi prøver.

Eller svært at finde ord for, hvordan vi har det, selv når vi prøver, fordi de oplevede mønstre, der sidder fast i os, ofte har sat sig fast i en tid, hvor vores sprog slet ikke var udviklet endnu og derfor er der i vores indre slet ikke efterladt et sproglig forråd af erindringer omkring det oplevede, men et følelsesmæssigt eller fysiologisk aftryk, der har sat sig i hjertes evne til at regulere os og vores indre homøostase og generelle trivselsrytme.

(Og derfor kan samtaleterapi alene ikke ændre det, men det er en anden snak).

Det gør os ikke forkerte, men kræver derimod, at vi bliver taget alvorligt og får den rette hjælp til at finde tilbage til vores autentiske jeg. 

Den del af os der instinktivt ved, hvordan vi passer på os selv og den del, der også formår at sige “Nej tak, det skal jeg ikke be’ om”, når noget skaber friktion.

Og det står altså i skarp kontrast til den samfundsstruktur og - ikke mindst - det billede, som omtalte minister forsøger at overbevise os om er efterstræbelsesværdigt.

Måske handler vores åbenlyse trivselskrise (og klimakrise?) om, at vi rent faktisk skal genlære, at vi godt må sige: “Nej tak” Ikke mere til mig!”

Men.

Når nu samfundsstrukturen er som, den er. Og på den måde ikke ligefrem hjælper.

Hvad gør vi så?

Ja, selv om jeg mener, at vi har et fælles ansvar for at skabe en ny samfundsstruktur, så er vi nødt til at starte med at genskabe balancen i os selv.

Og her er hjertet et godt sted at starte med hjælpe sig selv tilbage. 

For når vi begynder at lytte til, hvad vores hjerte fortæller os om, hvordan vi har det, så begynder vi at mærke os selv fuldt ud og så ved vi langt mere om, hvad vi rent faktisk har brug for - og især hvad vi ikke har brug for.

Hjertet har 4 veje, vi kan bruge til at åbne det og aktivere det til at guide os.

Den ene er med det dybe nærvær. 

Mindfulness træning, der ikke blot er kognitive øvelser til at skifte fokus og finde et øjebliks ro, men en dybdegående og fokuseret mindfulnesspraksis, der lærer dig at lytte til din krop og dit inderste og får dig til at stoppe og op og mærke efter. At blive bevidst om dine tanker og følelsesliv i dig og tankernes og følelsernes aftryk ind i kroppen. 

For at understrege, at det ikke er en kognitiv proces - for det handler ikke om tankernes indhold, men om deres aftryk i dig.

Når vi kommer forbi tankerne og ned i kroppen - og hjertet - opdager vi med blidhed,  hvordan vi rent faktisk har det og hvad vi rent faktisk har brug for for at trives.

Det er ikke unormalt at mennesker, der har gennemført et godt mindfulness forløb skifter retning enten med jobbet og karrieren eller privat i livet eller skaber andre store ændringer, som støtter dem langt mere.

Den anden vej er den psykologiske del af hjertets åbning. 

Compassion træningen, hvor vi lærer at rumme alt det, vi er og alt det, vi rummer fra et kærlig/venligt og ikke-dømmende sted. En form for sidsligevægt fra et mildt og omsorgsfuldt sted, hvor vores tolerance overfor livets variationer bliver langt mere fleksibel, ikke mindst indad mod os selv og alt det, vi er.

At vi også kan fejle, at vi kan føle os utilstrækkelige, ikke gode nok og at det er OK. Det er en del af det at være menneske, og vi kan møde det uden at dømme og vi kan holde os selv blidt i det.

Den tredje vej til hjertet er at opdage, hvordan vores hjertes fysiologi er dybt forbundet i livsrytmen - pulsslaget - i os.

Hjertets rytme sætter ‘rytmen’ i hele kroppen. Selv hjernen er afhængig af hjertets rytme, idet rytmen fra hjertet også påvirker hjernebølgesvingerne.

Hjertets HRV-rytme er afgørende for vores indre sundhedstilstand og hjertecoherence styrker ikke blot vores fysiske velbefindende, men i høj fra også vores psykiske. 

Hjertet har desuden sin egen ‘hjertehjerne’, der mærker ind i mellemrummet mellem os og andre mennesker og hjælper os til at skabe relationer i verden omkring os og - ikke mindst - at mærke os selv. Her er samarbejdet med åndedrættet også væsentligt og åndedrætstræning og fokus derfor en vigtig del.

Den fjerde og sidste dør, vi kan aktivere er den åndelige eller den, vi kan kalde for den spirituelle.

Oplevelsen af at der er noget, der er større end os selv. At vi er holdt og støttet, giver håb og mening og styrer vores helbred. 

Således har forskning om tro i samspil med sundhed og helbred netop vist, at dødeligheden falder med 30% hos mennesker, der tror på noget større end dem selv og at tro, håb og mening spiller en afgørende rolle for vores trivsel både fysisk og følelsesmæssigt.

Og måske er det netop her “muren” er. Altså den mur, jeg åbnede med i overskriften. Den mur, vi rammer panden mod.

Måske er muren, at mange af os har mistet håbet og mistet synet af meningen med det, vi laver og - i sidste ende - meningen med livet.

Og selv om arbejde på mange måder kan være godt og tilfredsstillende, så tænker jeg, at vi godt kan blive enige om, at meningen med livet ikke er at opfylde vores “arbejdskvote-forpligtelser” og at den retorik hverken indeholder efterstræbelsesværdige livsmål eller endsige et ønskværdigt livsindhold, men måske kun resulterer i stadigt stigende trivselsproblemer.

Hvis jeg skal pege på noget positivt ved at banke panden mod muren, kunne det være det, at det i bedste fald får os til at opdage, at der rent faktisk er en friktion. At noget ikke er, som det kunne være. Og noget, som vi - inderst inde - savner, længes efter og higer efter.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger, at der er tre vigtige tidspunkter i vores liv: De to er, når vi bliver født og når vi dør. Det tredje - og måske vigtigste - er, når vi opdager, hvorfor vi er her.

…

Ved du, hvorfor du er her?

...

Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.