Dine følelser er ikke en facitliste

af Flora Tara Melchiorsen

I mange år var følelser ikke noget, vi talte synderligt om, de var der blot og ofte endda helt undertrykte, fordi vi havde sat nogle standarder for, hvordan vi skulle have det, hvordan vi skulle se ud ud ad til og ikke mindst hvordan vi skulle være.

At vise følelser var derfor ikke så velanset eller anerkendt. Man “tog sig sammen”.

Og de fleste af os, kan sikkert også huske at blive gjort forkert i vores følelser, da vi var børn. 

Ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi vores forældre heller ikke kunne rumme sine følelser. 

Hvis man, som forælder, indeni sig har en kæmpe trang til at råbe og skrige og skeje ud. En trang, som har været undertrykt hele livet, så vil man naturligvis have svært ved at rumme et barn, der råber og skejer ud. “Spejlbilledet” bliver nærmest en provokation, der rammer den ømme tå.

Så er vi blevet korrigeret og korrekset: Sid nu stille! Hold op med at larme! Nu skal du ikke græde mere! Stop med at skabe dig! Tag dig sammen!

Heldigvis er der de senere år begyndt at ske noget andet. En forandring er så stille på vej. Det er begyndt at blive tilladt at tale mere åbent om sine følelser - også de svære. Det er blevet mere og mere normalt at dele det, hvis vi er fanget i svære livssituationer eller dårlige oplevelser.

Stress, angst og diagnoser er heller ikke helt så tabubelagte længere og flere og flere kendte mennesker er endda gået foran i kampen for at give plads til at også de svære følelser og tilstande godt må være her.

At de følelser og tilstande er en almindelig del af det moderne liv.

Og det er jo godt, for det skaber også plads til, at vi ikke længere behøver at gemme os væk og føle os forkerte, når det svære rammer os.

Selv sorg og tab bliver også nu delt offentligt og rummet, som en del af den menneskelige oplevelse.

Og vi kan godt blive enige om, at følelser er vigtige at forholde sig til.

De har alle deres udspring i vores krop og vores krops hukommelse og oplevelser gennem tiden og opvæksten.

Samtidig er vores indre følelsesmæssige gearing - altså forenklet sagt, den “hastighed” vi reagerer med - ofte arvet. Der er “en måde” at være på i familien. “Det er typisk os!”

Tænk f.eks. bare på kærlighedssproget i din familie... hvordan var det?

Gav I hinanden kram og knus?
Sagde I jeres følelser højt?
Var der plads til udskejelser og naturlige reaktioner?
Var der plads til at have det svært?
Viste I hinanden tydeligt, hvordan I havde det?

For mange vil der her bor en god pejling af, hvad du er rundet af og hvordan det har præget din måde at være med dine følelser i dit liv i dette nu.

Det, vi ofte helt overser i vores fokus og opmærksomhed på at give plads til vores følelser, er netop, at mange af dem er arvede følelsesmæssige mønstre.

Så det kan godt være at det er blevet almindeligt at have det, som du har det, men det er ikke det sammen som, at det er naturligt.

Fordi I f.eks. er vant til i jeres familie, at reagere med voldsomhed på alle uventede ting - enten med vrede og høje råb og udbrud eller måske med bekymringer eller endda frygt, så kan det altså være et tillært - eller arvet - reaktionsmønster.

Det, der sker - når vi reagerer i og med mere eller mindre ubevidste mønstre og tillærte reaktioner - er, at vi også forstærker følelserne. Og kommer endda nogle gange til at marinere os selv ind i dem. Især, når vores arvede og tillærte reaktioner kredser om bekymringer og at “livet er svært”.

Det interessante er, at en følelse kun varer i 4-6 sekunder i gennemsnit. Derefter begynder den at ændre karakter. Og ofte… at fordampe og forsvinde.

Det, der afgør om følelsen får lov til at “sætte sig fast”, er vores opmærksomhed på følelsen.

Ligesom med alt andet - jo mere opmærksomhed og “omsorg”, vi giver følelsen - jo mere vil den vokse og blive til en indre stemning - og måske endda tilstand. Og den er svær at ændre igen, for pludselig er det blevet til en måde at være i verden på. “Sådan er jeg jo!”

Vi har måske skabt vores identitet ud fra en følelse, der i sin oprindelse faktisk kun varede 4-6 sekunder, men som nu har bidt sig fast og er blevet til den, vi tror, vi er.

Mange er endda blevet afhængige af deres indre følelsesmæssige tilstand, at det kan synes umuligt at ændre den… for hvem er jeg så? Hvem er jeg, hvis jeg ikke er hende, der har det svært? Må jeg så stadig gerne være ked af det eller række ud efter hjælp?

Eller hvem er jeg, hvis jeg ikke er hende, der har styr på det hele og løber marathonløb, bager kager til forældremøderne og altid viser, at jeg er i overskud - uanset, hvad der sker. Hvem er jeg, hvis jeg tillader mig selv at stoppe op og mærke, hvordan jeg måske egentlig har det? Hvem er jeg, hvis der faktisk er noget, jeg ikke helt ved, hvordan man gør?

Men vi behøver ikke at lade os marinere i vores følelser. Vi behøver heller ikke at stole 100% på dem som den eneste sandhed. Som en eviggyldig facitliste, der ikke kan ændres. 

Faktisk forholder det sig nemlig modsat. Det kan ændres.

Vi kan lære, ikke hele tiden at lade os drukne i vores følelser, men at surfe oven på dem - at kunne betragte dem - og opdage, at vi har et valg.

Men hvordan gør vi det?

Ja, først skal vi jo opdage, at der er noget, der måske kunne være lidt om det, jeg skriver her. Altså, at noget resonerer ind i dig og du genkender det. Det er det, jeg kalder “opdagelsen”. At vi opdager, at der er noget, vi måske kan ændre - noget, vi kan udvikle os på.

I forlængelse af denne opdagelse må vi så også acceptere, at det forholder sig sådan.

“Ja… jeg kan godt se, at jeg har det med at marinere mig ind i følelserne!”

Husk, at det ikke handler om skyld eller “hvorfor?”. Accept er blot en konstatering af, at det rent faktisk er, som det er.

“Ja, jeg reagerer med vrede, når noget uventet sker!”
“Ja, jeg reagerer med frygt og fryser, når noget uventet sker!”

Og herefter kommer så det vigtige skridt mod forandringen.

Intention.

Viljen. Til at skabe forandring. Vilje til at ville ændre, hvordan du har det.

Her må vi så også acceptere, at der vil være dage, hvor vi falder tilbage - og at det er helt OK! Det er menneskeligt og helt normalt - og naturligt.

I bund og grund træner vi vores nervesystem i at gå fra enten at være konstant i “aktiv tilstand” eller konstant i “frygt tilstand” - til at turde bevæge sig over i “ro og nærværs tilstand”. Og det gør vi ikke lige på en eftermiddag. Der skal tålmodig praksis - træning - og øvelse til. Som Mr. Miyagi sagde til Daniel i Karate Kid: “Wax in. Wax off… Wax in. Wax off.”

Forskningen viser, at - uanset hvilken følelsemæssig grundtilstand, vi er født med (eller har arvet) - så kan vi ændre den.

Vi kan ændre selve “kodningen” i hjernen - og nervesystemet - gennem bevidsthedstræning og compassiontræning. 

Måske lidt banalt sagt er det gennem kærlighed, vi gror vores følelsesliv og opdager, at vi kan balancere vores følelser. Det interessante er nemlig, at for at skabe ændringer i vores indre følelsesliv, så må vi oparbejde en kærlig/venlig indre stemme først.

Når vi begynder at opdage, at hver eneste følelse i os kan mødes med accept og kærlig-venlighed. Så begynder vores indre at falde til ro og give slip, så vi pludselig ikke længere er fanget eller låst, men i stedet kan bevæge os med følelserne og bevægelserne.

Det er, som at træde ud af flodens rivende vand og op på bredden og derfra begynde at få overblik over vores indre liv, fordi vi nu kan se flodens bugtninger klart og tydeligt og ikke længere er fanget i den rivende strøm.

At træde tilbage i os selv og opdage, at vi er herre i eget hus og herfra kan afgøre - eller åbne for - hvordan du vil have det lige nu. Hvilke følelser, du vil lade vokse og gro lige nu.

Det er vigtigt lige at understrege, at det ikke betyder, at det handler om at undertrykke følelserne og holde dem nede. På ingen måde. Alle vores følelser er der - og må godt være der - men du alene afgør, hvilke af dem, der lige nu får din fulde opmærksomhed.

Alle følelser er velkomne. Som Rumi, der taler om det indre gæstehus. Hver morgen en ny ankomst. “Der er sorgen. Vær velkommen! Sæt dig her ved mit indre bord og drik du blot en kop kaffe, mens jeg lige tage imod næste gæst i mit indre gæstehus.”

Dette er noget af essensen i mit arbejde med Mindfulness, Traumeforløsning og - ikke mindst - Compassion fokuseret terapi - og jeg ville sådan ønske, at det kunne blive almindeligt at arbejde med alle steder, så vi ikke tror, at de svære følelser er farlige - eller at de skal fikses eller repareres, men at vi opdager, at også de har deres berettigelse og plads i livet. 

At vi kan være med dem, mens de besøger os - uden at gå i stykker eller lade os drukne af dem.

Og at vi opdager, at vi godt kan bygge nye “veje og broer” i hjernens og kroppens kringlede landskab - og opdage de nye stier, vi kan gå ad - uanset, hvad der opstår - uanset, hvad der griber os - og uanset, hvad livet har budt os indtil nu.

Der er altid en vej fremad herfra… (og sjældent en tilbage).

Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.