299,- kr

Virkeligheden er, at der stort set ingenting er, vi kan kontrollere, andet end vores måde at være med livet på. Og jo mere du lader det være en fri strøm mere end en kamp, jo lettere vil du opleve, at livet er.

Et af mine yndlings udtryk kommer fra et gammelt zen udtryk: Wu Wei - vær som vandet.

Underforstået, flyd frit som floden gennem dit liv, styr intet - men overgiv dig frit til alt og opdag, at du er fri og altid har været fri.

Det lyder så let, når jeg skriver det her og det ved jeg om nogen, at det ikke er.

Og…hvis vi blot skulle ændre vores tanker og livet derefter ville være en leg, så ville vi jo allesammen gøre det i morgen og være fri.

Men.

Det er en velbevandret illusion, at du blot kan ændre dine tanker og sætte dig fri den vej rundt. Og at alting stammer fra tanken. At tanken er det første sande vidne på dit liv. Så enkelt er det ikke.

Tanker er automatprocesser. Og over 98 % af dine tanker er gentagelser, der kører i ring igen og igen.

Prøv blot at gå ind ind i et lukket rum med dig selv og sig alle dine tanker højt, præcist som de kommer. Eller prøv at skrive dem ned, fuldstændig som de dukker op. Og du vil opdage hvor meget sludder, der er i dine tanker. Dine tanker er skabt af dit levede liv.

Dine tankeprocesser er et aftryk af din opvækst og det, du gennem tiden har været udsat for.

Især de første 6-7 år af dit liv er afgørende for dine tankemønstre og endda tidligere, fordi tiden i din mors mave - især i det sidste trimester - er ret betydningsfuldt for, hvordan dit DNA og dine mønstre i din personlighed formes.

Og i de første leveår er vi også utroligt sårbare. Vi er det pattedyr, hvis unger er allermest udsatte og sårbare.

Vi kan stort set ingenting de første år. Vi kan slet ikke klare os selv og først når vi er langt op i teenageårene, er vi faktisk klar til at blive selvstændige væsener. Det er kun vores art af pattedyr, der bruger så langt tid på at færdigudvikles.

Derfor er det så afgørende for vores udvikling af mentale aftryk og DNA, at vi er omgivet af omsorgsfulde, kærlige voksne, fra vi er helt små.

Det betyder, at alt det, du tror, du er lige nu, i stor udstrækning er et aftryk af de voksne, der var omkring dig i din opvækst og deres måde at være i livet på - og deres gearing af deres nervesystem.

Det giver jo på mange måder god mening, at det lille barn i mors mave gennem mors indre kemi påvirkes og kaldes på til den verden, der venter udenfor. Er mor meget nervøs, stresset og bekymret, så vil det være med til at forme barnet, så det allerede fra start er ekstra opsat på at kæmpe og forsvare sig, da verden jo må være farlig, når mor har det sådan. Er mor derimod rolig, afblanceret og ubekymret, så bliver baby det også og slapper mere af i trygheden over, at der er nogen, der passer på den.

Og så vokser vi op og er pludselig voksne og tror stadig, at det, som vi fik indprentet som helt små, er sandheden i vores måde at være i verden på - både gennem vores tankemønstre, men også gennem vores nervesystem.

Jo længere tid, du har holdt fast i et bestemt tankemønster, jo dybere aftryk sætter det i din krop.

Og så begynder kroppen og nervesystemet pludselig at tage styringen og tage over. Kroppen og nervesystemet holder dig nu som gidsel.

“Jamen, vi plejer jo, at have det sådan her - du og jeg!” siger kroppen og nervesystemet og slipper ikke bare lige sit greb i dig. Og her har vi så balladen, for nu er det kroppen, der styrer, hvordan du har det og den der dikterer og holder dig fast i gamle overbevisninger.

Det er derfor, det ikke bare virker at ændre dine tanker. Du er nødt til at ændre din tilstand i kroppen og gøre den tryg for virkelig at kunne slippe gamle mønstre og traumer.

En af labyrinterne i vejen ud, er vores to forskellige hukommelser: Den eksplicitte og den implicitte hukommelse.

Den eksplicitte er den, der husker i din bevidsthed og samler brudstykker op gennem din barndom og gør dem til minder. Den samler også erfaringer op og prøver at guide dig fri af farer via dens erfaring.

Men din eksplicitte hukommelse husker ikke hele sandheden om det, der skete. Det er udvalgte brudstykker, som i din hjerne bliver gjort til: Sådan var min barndom! Altså kun en lille del af sandheden.

Vi husker det, vi vil huske og gør det til sandhed - igen godt farvet af omgivelserne.

For hver gang din mor og dine bedsteforældre har fortalt dig om den gang, du faldt, fordi en hund var efter dig og du så fik en stor is - for hver gang tror din hjerne, at det er den sande historie og sådan det skete. Men det er det langt fra. Det er den farvede version af sandheden.

På den måde kan vi sige, at der faktisk kun findes subjektiv virkelighed og sandhed.

Som forskningen også har påvist, så ændres et forsøg i det sekund forskeren kigger på det. Allerede dér er der altså sket noget. Så ethvert forsøg vil altså været farvet af den, der udfører forsøget, præcis som dine barndoms minder er farvet af de, der hepper og støtter dine historier. Det er bl.a. derfor, vi kan have så vidt forskellige historier om præcis den samme oplevelse i vores barndom.

Og så var der den implicitte hukommelse.

Det er kroppens hukommelse og den er langt stærkere og meget mere sandfærdig, fordi den huser et aftryk i både nervesystem og cellernes hukommelse af de givne situationer, du har været udsat for gennem dit liv. Og ofte kan det aftryk endda været arvet fra dine forældre eller måske længere tilbage fra dine bedsteforældre.

Men det kan også være ‘mindre’ ting, der gemmer sig i din krops hukommelse. En hund, der kom farende ud og snappede dig, da du var to år, kan du ikke huske med din hjerne - men din krop husker det. Og måske har du resten af dit liv haft en stor utryghed eller frygt for hunde eller måske alle firbenede dyr i det hele taget.

Jeg ser gang på gang i mit daglige arbejde og især i mine 1:1 sessioner, hvor hurtigt og let vi kan komme til ‘sagens kerne’, når vi spørger kroppen til råds og ikke hovedet.

Alt, hvad der har indtryk sig i os, som ikke er blevet udtrykt igen, sætter sig i kroppen som mønstre. Det låser vores krop og vores nervesystem fast i en bestemt tilstand, som kan være utrolig svær at bryde igen.

Vi kan på den måde komme til at leve vores liv i en konstant kamp eller flugt tilstand, hvor vores indre system hele tiden tror, det handler om at overleve og slet ikke rigtig kan finde ro og slappe af. Vi bliver fanget i den aktive sympatiske del af vores nervesystem. Den del, der får os til gå i ‘overlevelsesmode’ gennem handling og aktivitet eller flygte. Og når vi er alt for længe i denne aktive del af nervesystemet, så kan vi - gennem en helt naturlig overlevelsesstrategi i det parasympatiske nervesystem - blive tvunget i knæ gennem den dorsale vagus refleks, som får os til at ligge død.

Det er simpelthen en ren overlevelsesstrategi, der skal får os tilbage til balance. Fordi det er alt for farligt og skadende at være alt for længe i den aktive del af vores nervesystem. Det kan vi simpelthen dø af. Det er som at leve med en sulten løve i hælende altid. Så kroppen og hele vores system lukker ned og vi føler os helt tomme og paralyseret.

Det, vi også ser i de fleste stresssammenbrud. På sigt vil denne tilstand - ligesom de fleste andre psykiske tilstande - gå over igen, hvis vi får fred og hjælp til at genskabe balancen.

Men i vores samfund har vi bare ikke tid til at vente. Vi ser faktisk “lig død” tilstanden som farlig. Og prøver at presse folk ud af den. Prøver endda at sige, at man skal motionere og løbe det væk.  

Udover at prøve at ‘behandle’ stress med endnu mere stress, så opdager vi ikke, at det kræver en helt anden og dybere hjælp til at opdage, hvordan vi kom ind i den dorsale vagus refleks og at reaktionen - den naturlige reaktion, vel at mærke - oftest bor i vores overbevisninger fra barndomdommen og de overlevelsesstrategier, vi lærte der.

Det er her Hjertevejen kommer ind.

Med mindfulness. Med compassion. Med livsbevidsthed.

Og gennem intention. Beslutning. Praksis. Og fordybelse.

Hjertevejen.

(redigeret uddrag fra bogen)