Tør du træde ved siden af?

Af Flora Melchiorsen

Tør du træde ved siden af?

For år tilbage hørte jeg et foredrag med formanden for børn og unge-udvalget i Århus kommune. Han mente, at den udvikling, vi har været igennem teknologisk de sidste 100 år, med bilen, mobiltelefoner, TV, internet osv., ligner den udvikling, vi hver især vil komme til at gennemgå de næste 20 år.

Det er voldsomme krav at stille til os mennesker, at vi skal rumme og absorbere en sådan forandring, et sådan bombardement af nyheder og udvikling. Det kræver meget!

At gennemgå så voldsom en udvikling uden at miste fodfæstet kræver overskud og en solid evne til at stå fast – ikke bare i livet, men særligt i sig selv selv. For ikke at blive blæst omkuld. Men har vi dette overskud? Har vi denne evne?

 Vi jager alle afsted efter mere, større, bedre og hurtigere. Og samtidig har vi som mennesker også brug for at kunne være med os selv, vores følelser og vores liv i det hele taget – uden at gå i stykker af det, uden at brække midt over, når vi mærker efter.

Fokus på stress stiger og stiger i disse år. Det er allerede ved at være et af de største og mest presserende problemer for vores velbefindende i vesten og ikke mindst i Danmark.

Vi bliver syge af stress og vi dør af stress.

Vi lider. I livet. Over livet.

Der er noget, der tyder på, at vi ikke er så gode til at håndtere de vilkår, vores samfundsstruktur giver vores liv. Vi har skabt strukturer, som simpelthen skaber lidelse i os.

Spørgsmålet er, hvordan vi kommer ud af denne lidelse. Hvordan vi kommer ud af de strukturer, som gør, at det hele skal gå så stærkt, og som gør, at selv børn i vuggestuerne bliver målt, vejet og vurderet – også selvom vi godt kan se, at de faktisk ikke kan tåle det.

Spørgsmålene er mangfoldige. Og det er svært at få øje på de hurtige løsninger.

For, er det måske alt sammen et symptom på, at vi faktisk aldrig har fået sat os ned og gjort os nogle grundlæggende overvejelser over, hvilket samfund vi gerne vil have – med alt det, vi kan og alt det, vi kommer til at kunne.

Vi når kun lige at reagere når noget truer os og mange kan helt sikkert hurtigt nå at blive enige om, hvad vi i hvert fald ikke vil.

Men hvad er det egentlig, vi gerne vil? Hvad vil vi – med alle de muligheder, vi har? Hvad er det for et samfund, vi gerne vil have om 30 år. Og hvad kræver det af os?

Vi så for ikke så længe siden et indslag med trafikministeren, hvor han på TV prøvekørte en ny biltype – en selvtænkende og selvkørende bil. I sig selv overraskende nok – men forbløffelsen blev endnu større, da han for rullende kamera fortalte, at han ikke anede at bilproducenterne var så langt fremme i udviklingen! Og at han lige havde været i Bruxelles og holdt møde med sine europæiske kollegaer om fremtidens trafikale problemstillinger, men uden at nogle af de tilstedeværende politikere havde taget højde for at fremtidens biler vil være markant anderledes end de biler, vi kender i dag.

Det virker som nogle bemærkelsesværdige arbejdsvilkår moderne politikere giver sig selv. Og man kunne få lyst til at foreslå dem at sætte tempoet lidt ned, og give sig selv nogle strukturer, hvor der er tid til at indsamle lidt mere viden, inden de træffer beslutninger for vores allesammens fremtid. Og dette skrives, mens deres beslutninger allerede er i færd med at skabe den virkelighed, du og jeg skal kunne agere i.

Så vidt vi kan se, står vi derfor hver især foran nogle valg.

Vi kan vælge at kæmpe hårdt og råbe højt om det idiotiske i at skabe politik ud fra kortids-planlægning og prøve at skabe modvægt i systemet.

Eller vi kan vælge for os selv at gå en helt anden vej, og skabe et liv, hvor farten er sænket og hvor vi lever med respekt for den spirende fremtid og det nu, som er vores.

Men begge dele kræver enormt meget overskud.

Begge veje kræver at du tør træde ved siden af, og tør stille spørgsmålstegn ikke bare ved strukturerne udenfor, men i høj grad også indeni os selv. Og det overskud er der rigtig mange af os som ikke har.

Derfor har vi brug for nogle værktøjer. Vi har brug for at opøve kompetencer, som kan skærpe vores fornemmelse for de rigtige beslutninger, og som kan hjælpe os til at kunne rumme og absorbere den rivende udvikling, som sker og som vil ske udenom os.

For hvis man kan lave sin hånd om til en hammer, er det ikke kun nemmere at slå søm i – det gør heller ikke nær så ondt. Og det er her mindfulness kan være et af de værktøjer.

For vi lever i det moderne liv med en hjerne, der stadigvæk langt hen ad vejen er skabt til at være på jagt på savannen. Vores hjerner er stadig temmelig primitive, selvom vi er i færd med at udvikle dem.

Forskningen i mindfulness viser netop, at hvis vi øver os i fuldt nærvær igennem daglig yoga og meditationsprakis, kan vi træne hjernen til at udvikle sig, så den bliver langt bedre i stand til at håndtere de udfordringer og forandringer, det moderne liv byder på.

Men det er ikke en let træning. Det er ikke noget, vi kommer sovende til, og det er ikke noget, der sker ved at dyrke lidt hist og pist. Hvis Mindfulness skal skabe varige ændringer i dit liv og din hjerne, kræver det en fast daglig indsats. Det kræver, at vi virkelig vil det.

Og det er en udfordring. Vi lider så meget under vores egne strukturer, og har så meget brug for hurtig hjælp, at vi nemt kan komme til at bruge mindfulness som et hurtigt plaster på et næsten blødende sår – i håbet om at bevare arbejdskraften fit for fight og komme videre til næste deadline.

Men quick-fix’s skaber ikke langvarige forandringer. Vi har brug for langsommelighed, vi har brug for pauser, vi har brug for at komme ned i gear, for at kunne mærke os selv. Vi har brug for at rammerne er i orden og at der er opbakning til at skabe den plads det kræver. Kun sådan kan Mindfulness nå sin fulde effekt.

Det er svært og udfordrende at skabe den plads i et moderne liv, og i moderne virksomheder.

Men formår vi det, giver mindfulness os vejen ud af den stress-spiral vi er ved at kvæle os selv i.

Med mindfulness flytter vi os fra hoved til krop, og vi bliver i stand til at træne og koordinere de tre hjerner vi faktisk har: hovedet (vores intellekt), hjertet (vores følelsesmæssige kompas) og vores mave (fornemmelsen af hvad der er godt for mig og ikke godt for mig). Vi lærer at forstå og stole på det vores krop fortæller os, og vi lærer at kombinere kroppens her og nu med intellektets evige optagethed af for- og fremtid.

For kan vi det, bliver vi nemlig ikke kun gladere for det nu, vi til enhver tid er i. Vi bliver også bedre til at skabe den fremtid, vi ønsker os.

Men det kræver at vi tør bruge mindfulness som den kraftfulde teknik det er, til at få flyttet os fra hovedet og fra tænkningen.

For stressproblemerne er skabt gennem alt for meget og alt for hurtig tænkning og handling. Vi kan ikke løse dem ved at putte flere ord og mere handling på.

Vi skal ned i mærkningen, ned værens tilstanden, så vi kan genoprette en balance imellem krop og sind. Så vi kan styrke vores hjerne, vores neo-cortex til at kunne håndtere vores primitive krigerhjerne langt bedre.

Dalai Lama har sagt, at hvis alle moderne børn lærte at meditere, ville der ikke være nogen krig i næste generation. Og vi har brug for at stoppe krige. Vi er trætte af krige – både de ydre krige, vi fører mod andre og ikke mindst de indre krige, vi også fører mod os selv.

Vi er overbevist om, at vi er på vej ind i en evolutionær ny epoke, en tid hvor vi kommer til at gøre op med den tænkning, at livet foregår mekanisk fra a-b, og hvor vi en gang for alle gør op med den tanke, at vækst alene handler om profit.

Vi er overbevist om at kvaliteten af livet mere og mere bliver det parameter, vi træffer vores beslutninger efter.

Vi er overbevist om at vi i højere og højere grad vil bruge de værktøjer vi allerede har, til at skabe det liv og den fremtid vi i virkeligheden ønsker os.

Vi skal ikke finde os i stress som et livsvilkår. Vi skal ikke finde os i at drukne i dårlige liv og lidelse, som kommer af strukturer vi selv har skabt. Vi skal ikke finde os i at udviklingen er noget, vi kommer ud for.

Livet leves cirkulært. Der er ikke noget vi skal nå. Der er ikke noget vi skal opnå. Der er kun, hvad vi ønsker, hvad vi vil, og hvad vi tør skabe.

Flora Melchiorsen

Flora Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness. Flora har sit eget lukkede Mindfulness Mentor forløb, som kører over 12 måneder af gange med plads til 22 deltagere.