Relationsfattigdom. Den virkelige trussel?

Af Flora Melchiorsen

Vi er ved at ødelægge os selv og vores fremtid.

Ja, nu tænker du nok, at her kommer endnu en dommedagsprofeti om miljø og klimaforandringer, men her bliver du skuffet. Eller måske overrasket.

Denne artikel handler ikke om den fysisk forurening, selv om den er slem nok. Nej, den handler om noget helt andet. En anden slags forurening. Nemlig den måde vi er sammen på.

Vi er ved at isolere os selv ihjel ved at glemme det aller… aller… aller… vigtigste for vores menneskelig trivsel:

Gode relationer.

I hjemmet er travlheden voksende dag for dag. Med en stigende skilsmisseprocent oplever mange børn at skulle forholde sig til flere og måske endda mange nye voksne gennem den familiære opvækst. Og også i daginstitutionerne skiftes de få voksne, der er til stede også ud med andre nye voksne. I skolerne er der ikke længere den samme klasselærer, der følger dig fra første dag til du går ud af skolen 9-10 år senere.

Flere og flere voksne og børn føler sig isoleret og uden gode nære relationer, hvor de bliver set følt og elsket bare fordi de er, dem de er. Det er relationer, der skaber sunde velfungerende borger. Både mentalt og fysisk.

Og det er egentlig ganske nemt, idet forskning viser at bare få gode relationer kan ændre social arv og dårlig trivsel. Men at skabe en god relation kræver nærvær. Det kræver, at vi er nær med vores børn. Ole Fogh Kirkeby beskriver i en af sine bøger nærvær således:

“Nærvær er af hjertet oprigtigt at ville den anden det bedste.”

Alt andet er tilstedeværelse. Og rigtig mange af os, komme uforvarende til blot at være tilstede i vores børns liv; mere end vi er nærværende.

Forleden var vi ude at handle og stod i kassekøen og ventede sammen med vores yngste datter, mens vi pjattede og kysse-krammede, ligesom vi plejer at gøre. Mens vi står der, får vi øje på en lille dreng ved siden af, han er vel højst fire år. Han står i kassen ved siden af sammen med sin mor og far og sin lillebror, der sidder i en klapvogn vendt væk fra forældrene.

Den lille dreng er en aktiv gut, der har masser af glæde, gå-på-mod og begejstring i sin krop. Han begynder glad at tælle stablen af indkøbskurve ved siden kassen. 1,2,3,4,5….. 10, 15, 18, 20 og råber så: “Far kan du ikke løfte mig op, så jeg kan tælle resten!” Fuld af energi! Men faren kigger træt på ham og siger: Nej, ikke nu. Kom så her og du har jo også allerede talt forkert!”

BOM! Så sluttede det eventyr. Og i længden lysten til leg, læring og glæde.

Så enkelt er det. Så lidt skal der faktisk til.

Her, hvor historien om den lille dreng i supermarkedet står sort på hvidt, kan vi alle sikkert se, hvad der ville have været mere hensigtsmæssigt. Og i øvrigt slet ikke ville have været så svært eller have taget lang tid. Først og fremmest ved at have vist glæde for barnet, oprigtig glæde over ham og hans ivrighed for at lære, anerkendt ham for hans kunnen og så have enten hjulpet ham op, så han lynhurtigt kunne have talt alle kurvene – eller, hvis man af praktiske hensyn måtte rykke videre, måske fortælle, at vi må flytte os, så “damen” bagved kan komme til og at vi måske så kunne tælle kurvene ovre ved indgangen.

Uanset hvilken løsning, man kunne finde på, handler det i bund og grund om blot at være i nærvær med drengen. Opdage ham. Tage del i hans verden, vise oprigtig glæde for ham, så han ved han er elsket. Vær nær. Deltage.

Verdens letteste “job” er at være forælder. Vi skal nemlig blot være nærværende og elske barnet ubetinget. Intet andet. Hvis vi ser vores børn for det, de er. Små væsener fulde af liv og glæde, der bare gerne vil elskes frem i verden. Punktum. Det er ret enkelt, ikke?

 Børn vil bare gerne elskes. Børn vil bare rigtig gerne lære. Og børn vil rigtig gerne samarbejde. Punktum.

Men hvorfor virker det for mange moderne forældre så vanskeligt, at få det til at være enkelt?

Måske fordi de blot er til stede og nogle gange ikke en gang det. Fordi deres hoveder er fyldt med alle mulige og umulige forventinger til, hvad den her lille størrelse er for en. Eller skal være for en. Fordi de tolker på barnets opførelse ud fra en voksen hjerne og fejlagtigt tror, at når barnet er “umuligt”, så er det et bevidst valg barnet har truffet, fordi det vil være umuligt og bevidst generer forældrene.

Og jo mere udmattede forældrene er, jo mere kommer vi til at tolke barnets initiativer ud fra vores voksenmodel af verden.

 Indenfor ICDP, som er et pædagogisk relationsværktøj, siger vi, at først når den følelsesmæssige dialog er på plads, kan vi få barnet til at følge den vokse ind i den meningsskabende dialog.

Og hvilke elementer skal der til for at skabe en god følelsesmæssig dialog:

• Vis oprigtig glæde for barnet. Vis at du virkelig godt kan lide barnet.
• Se barnets initiativ og justér dig efter det, du ser. Det kan være at se, sige, gøre eller føle initiativ. Det sidste er ofte det sværeste og mest oversete, de små følelsemæssige initiativer barnet tager igen og igen.
• Invitér til samtale og lyt. Skab gode nærværende samtaler med barnet, hvor det føler sig lyttet til.
• Anerkend barnet for det, som barnet kan og gør.

I Norge bruges ICDP som en forældreuddannelse, og den idé er faktisk slet ikke så tosset. Tanken om, at det måske endda kræver en form for uddannelse at blive gode forældre. At få børn er ingen sag, men at skabe dem til at blive små velfungerende glade samfundsborgere, det er straks langt mere vanskeligt.

Børn har nemlig ikke bare brug for at blive set og hørt, de har brug for at føle sig følt af sine forældre. Vores hjerner former sig efter den måde, vi indgår i relationer på fra det øjeblik, vi kommer ud af vores mors mave. Og faktisk lang tid før.

Nye studier viser, at mange børn allerede under graviditeten får påvirket deres hjerne negativt, hvis moderen er meget stresset. Det kan på sigt føre til, at barnets hjerne senere i livet har langt sværere ved at tackle stress påvirkninger fra den ydre verden.

Og der er mere og mere, der peger på, at vi er ved at skabe en generation af overstressede børn, der samtidig mangler evnen til sociale kompetencer og empati.

Hvorfor mon?

Måske fordi vi forældre ikke er nærværende nok.

Fordi vi forældre er langt mere optagede af vores job, at af være på computeren, de sociale medier og tage nye uddannelser, løbe marathonløb og sætte flere, nye, større og højere rekorder… end blot at være tilstede sammen med vores børn og lære dem, hvordan man skaber gode sunde relationer.

En amerikansk undersøgelser viste for nylig at en gennemsnitlig amerikaner bruger 11 timer om dagen ved en eller anden form for elektronisk gadget. 11 timer. Vi er med på, at der kan være kulturelle forskelle mellem Danmark og USA, men mon ikke tendensen også kan ses herhjemme?

Selv på vores mindfulness uddannelser, som jo i sin essens handler om nærvær ro og tilstede værelse, sker det hver gang, vi har pause, at en stor gruppe griber ned i tasken efter deres telefon og bruger pausen på lige at skulle være online. Også selv om vi beder dem lade være.

En af de mest skræmmende tanker for flere, inden de melder sig til vores stilleretreat er, at skulle være uden telefonen… for “Hvad nu hvis?” …

Bruce Perry, som er en af de førende forskere indenfor emnerne ‘børn og traumer’ og ‘hjernen’ påviser, at langt de fleste af de adfærdsforstyrrelser, vi ser hos børn i dag, er et udtryk for børn, der er totalt pressede stressmæssigt og som ikke har fået en tilstrækkelig god relationskontakt med deres forældre fra start af. En relation, som er så utrolig vigtig, for at barnehjernen udvikler sig stærk og solid nok.

Senere i livet kan vi kompensere ved at styrke vore kognition, men at ændre på de dybere-liggende “ar” i hjernen er langt mere vanskeligt.

Det er også noget af det vi ser i vores arbejde med mindfulness. At vi kan gøre meget for at lære at regulere os selv, møde os selv og det vi rummer lige med medfølelse og ikke dømmende uden at knytte os til det. F.eks. ved at øge vores evne til nærvær og mærkning indad til på en ikke dømmende måde og derved at styrke vores kognitive funktioner, samt vores evne til empati. Men jo mere ustabil et mentalt fundament, vi står på i udgangspunktet, jo sværere er det, at komme dertil.

Alle kan lære at læse og skrive – også når man er over 20 år gammel. Men det er langt vanskeligere at lære at elske, når man er over 20 år, hvis ikke man har lært det som lille. Både sig selv og andre.

Vi har derfor brug for at vågne op nu.

Forskningen siger det. Igen, igen, igen og igen: Vi er på vildspor.

Alligevel bliver vores politikere og mange af os ved med at tro det handler om at putte mere viden på og få de unge til at sidde stille og lære. Jo længere tid, jo bedre. Jo mere, jo bedre.

Men det børn og unge langt mere har brug for er gode og nære relationer.

Forældre, der virkelig vil dem og prioriterer dem og overøser dem med kærlighed – ikke ting, ikke oplevelser, ikke ambitioner, ikke mål, ikke krav, men helt enkel og simpel kærlighed. Kærlighed, gennem nærvær; gennem at være der; ved at se dem, lytte til dem og forstå dem.

Selv bruger vi rigtig rigtig meget tid på at lytte til vores børn og være der for dem.

Og vi er endda en “moderne” sammenbragt familie, med enebørn, der skulle lære at være sammen og så endda med en ny lille oveni. To kulturer og måder at gøre tingene på, som skulle blandes og formes til en ny kultur. Også gennem perioder med økonomisk pres, mistet arbejde og sygdomsforløb pga. stress. Altså hele den “moderne” pakke. Så vi kender også den del af livet.

Men en af de ting, vi startede med at love hinanden og vores børn var, at vi altid skulle skabe rum og tid til det, der i bund og grund bragte os sammen. Relationen.

I starten indførte vi derfor bl.a. begrebet ‘Familieråd’. Familierådet var noget alle kunne indkalde til uanset alder, behov og emne. Og på Familierådet skulle alle lytte, indtil den, der havde indkaldt til mødet, var helt færdig med at fortælle, hvad der havde givet årsag til mødet. Herefter prøvede vi i fællesskab at finde en løsning. Uden at definere skyld eller årsager eller ‘fordi’. Men simpelthen med målet at finde en løsning, som alle bedst muligt kunne være i. Og intet problem var for stort. Eller for lille. Alt var lige vigtigt.

Oven i dette, har vores børn gået på en skole, der bruger en defineret og gennemarbejdet metode til at løse konflikter. Og det virker.

Det skaber børn, der på trods af måske manglende nærvær i ny og næ, føler sig følt, set og hørt og dermed stærke empatiske samfundsborgere, der tager ansvar ikke kun for sig selv, men for verden omkring sig.

Vi har valgt at være nærværende og vi har fravalgt mange ting for at kunne leve, som vi gør. Men vi mangler ingenting.

Mindfulness er i vores verden, at være nærværende ikke bare med sig selv, men med verden omkring dig og være det med stor kærlighed til dig selv og den verden, du er en del af.

Det måske mest skræmmende ved Bruce Perry´s forskning er, at den viser, at de mange børn, der i dag vokser op uden at lære at være i gode nærende relationer, bliver børn og unge uden empati og uden lysten til at engagere sig i samfundet omkring dem.

Og hvad kan vi så gøre?

Jamen, du kan starte i dag ved at blive nærværende overfor og med dine børn. Du kan starte med at lytte og indføre KOALA-tid, time-out ‘kortet’ enhver i familien må smide, når man oplever at familien er fraværende og ikke samlet i nærvær og kærlighed. Et ganske lillebitte skridt, men som pludselig skaber retning.

Verden har brug for det. Verden har brug for dig.

Flora Melchiorsen

Flora Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness. Flora har sit eget lukkede Mindfulness Mentor forløb, som kører over 12 måneder af gange med plads til 22 deltagere.