Du må godt være bange og bekymret

af Flora Tara Melchiorsen

I disse tider stiger vores alle sammens bekymring markant.

Corona virus spreder sig og lægger landet ned. Som om vi ikke allerede var udfordret nok med klimaet. Vores børn får i høj grad en anden opvækst end den, vi lige havde forestillet os.

Og det er som om, det deler os i to lejre - de, der kun tænker på sig selv og på trods af advarsler tager på skiferie og konferencer rundt i verden uden tanke på smittefare og de, der hamstrer alt til sig selv. Og så de, der maner til besindighed og prøver at sprede kærlighed. Og mane til ro og omsorg.

Men jeg tror, der er en vigtig ting, vi overser i alt det, der sker, så vi lidt for let måske begynder at pege fingre og bedømme.

Vi har i alt for lang tid skabt et samfund, hvor det er den enkeltes ansvar at overleve og klare sig selv. Hvor omsorgen er sivet ud; selv af de institutioner, der skulle tage hånd om og passe på.

Hvor alle bliver jagtet og mistænkeliggjort og vi er vores egen lykkesmed. Hvor der gennem mere end 12-14 år er blevet malet skræmmebilleder af 'dem og os'. "Det, du mangler, får du ikke... fordi 'de andre' har taget det!"

Og den bevægelse har svaret fra selvhjælpsindustirne og terapien for den sags skyld ofte været: Det er dig selv, der er ansvarlig for dig og derfor findes svaret også i dig.

Du skal bare ændre dine tanker.
Du skal bare holde humøret oppe og tænke positivt.
Du skal bare stoppe alle bekymringer og være glad.
Du skal bare løbe en tur
... osv.

Hele tiden en pegen tilbage på, at du er løsningen på dine problemer. Så, hvis du har et problem, må du bare tage dig lidt mere sammen og komme ind i kampen. Du kan jo godt... se lige på de andre!

Hele tiden en jagt efter lykke, efter at forandre og efter skabe 'hurra-stemning' i sig selv og livet.

Jeg tror, tiden kalder på noget langt dybere i os moderne mennesker: Nemlig at vække sjælens kontekst igen.

At tillade os selv at forstå, at vi noget langt dybere end blot hoved og krop sat sammen.

At der løber en energi - en strøm - gennem os, som holder os i dyb kontakt med vores inderste kerne og hjerte og som forbinder os dybt med verden omkring os. 

Denne sjælskerne nås kun, hvis vi virkelig tillader livet at folde sig ud med alt det, det er. At vi øger vores rummelighed for sårbarheden, bekymringen og uroen, vel at mærke uden at sygeliggøre den og uden at give den diagnoser.

Buddha´s lære beskriver det så fint gennem årsagskæden: At vi skaber lidelse i os som mennesker, når ikke vi accepterer og rummer alle livets facetter både i os selv og i verden omkring os.

Så næste gang du får lyst til at pege fingre af og mod andre, så stop lige op et øjeblik og mærk efter. Hvis du virkelig prøver at forstå, hvordan ville du så kunne møde den anden fra et omsorgsfuldt og ikke-dømmende sted i stedet for at pege fingre?

Jeg glædes over at se, at compassion træning er blevet så "moderne" og på vej ind i at blive mainstream, for det er jo netop det, vi har brug for. At kunne strække os ud mod hinanden og søge at forstå, fremfor at søge blive forstået.

At vi alle kan blive presset til at gøre uhensigsmæssige ting, hvis vi bliver presset nok.

De 3 elementer i compassion er: Dybt nærvær, venlighed og medmenneskelighed.

Og det er nok i høj grad den sidste del, vi skal til at øve os lidt mere på.

At strække vores medmenneskelighed. At forstå, at vi alle i bund og grund er ens indeni - uanset baggrund, farve, religion eller kultur.

Og at bekymringer og uro er en del af det, at være menneske. Vi bekymrer os alle sammen fra tid til anden og det gør os ikke forkerte. Det gør os blot menneskelige.

Og så skal vi måske øve os i, at lytte mere end selv at tale.

På vores uddannelse har vi en lytteøvelse, hvor deltagerne på skift skal fortælle om en bekymring, de har i deres liv og de andre i gruppen skal blot sidde stille og lytte uden at sige noget. Efterfølgende sidder alle stille i et minut, inden der gives feddback, som kun må være: Hvad skete der i dig, da du hørte fortællingen.

Ingen gode råd; ingen 'fiks'; ingen 'det kender jeg godt'.

Og det utrolige er, hvor svært det er for rigtig mange. Nogen lykkes med at lytte, men skynder sig så bagefter når øvelsen er slut, at komme med alle de gode råd og fikse tips, som de er 'brændt inde med'. Andre fortæller - måske af frygt for at stå udenfor og tabe ansigt - om så små og ubetydelige bekymringer, at det stort set intet rør ved de, der lytter.

Med andre ord, det er så svært fordi vi tror, vi er de eneste, der har det svært. Vi tror, vi er helt alene med de 'mærkelige' følelser. Men vi har dem alle og - igen - det er det, der gør os menneskelige.

Men det er en udfordring at lære ikke at drukne os selv i bekymringer og uro.

Men som regel sker det også kun, når vi intet sted har at gå hen i os selv og i verden for at genfinde roen.

At holde sjælens dybe indre lys i hånden på vejen gør det langt lettere.

Det er i sin oprindelse, det vi kan læse af gamle tiders visdom.

Alt, det kræver, er, at vi et øjeblik tør slippe det fastlåste håndtag i viden og også læne os ind i de dybe lag af visdom. I omfavnelsen af det, at være menneske og at turde rumme det, der er også eksisterer her.

Prøv at forstå andre og at rumme dem med alt det, de er.

Prøv at lytte mere.

Og øv dig i at rumme dig selv frit og fuldkomment - med alle dine følelser, uro og bekymringer.

Men omfavn også de smertefulde øjeblikke med dyb accept af dette øjeblik og at det også er ok.

Når vi rummes i mødet med alt det, vi er, så mister bekymringen og uroen ofte sin magt.

Jeg har helt lavpraktisk opdaget det i mit eget liv, hvor mine to store døtre godt kunne have en tendens til et dramatisk sind før i tiden og med min baggrund som mindfulnessunderviser ville jeg hele tiden prøve at 'fikse dem' og lære dem, at de jo havde så mange værktøjer, de kunne bruge i stedet.

Men jeg opdagede, at det, der hjalp dem alle mest var faktisk blot at blive rummet og lyttet til og mødt i deres uro. 

Og det har hjulpet dem, til at de i dag faktisk bruger os rigtig meget til lige at få luft og et frirum, når verden bliver for stor og uoverskuelig.

Tænk, hvis vi alle sammen lige havde nogen, vi kunne læsse af til og få omsorg fra?

Men.

Vi kan jo hver især selv starte nu. Starte med at være den, der strækker os ud mod vores medmennesker og møder dem fra hjertet og fra sjælens lys. Møder hinanden fra forståelsen af, at bekymring og uro er en del af livet og at vi - når vi mødes med accept og forståelse - vokser som mennesker og langt bedre kan tage imod vejvisningen til ikke at drukne i det.

Så mit kærlige budskab til dig i dag er, at vise rummelighed - både udad og indad i disse tider

Og at du må huske, at dit bidrag til verden har stor betydning. Så vær bevidst om, hvad du bidrager med.

Jeg ønsker dig alt godt!

Kærligst,
Flora ❤️ 

Flora Tara Skouboe Melchiorsen

Flora Tara Skouboe Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness og Livsbevidsthed. Flora Tara Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, compassion, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet, 2019), Sådan giver du omsorg til alle sider af dig selv (Akademiet, 2019) og Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet, 2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness forløbet. Flora har også udviklet Flora Metoden®, som er et unikt 9-trins system og kort, som fører brugeren fra fanget eller fastlåst i et problem, en udfordring, et mønster eller lignende - til dyb erkendelse og frigørelse fra dette.