Hvorfor skal vi overhovedet træne vejrtrækning
af Flora Tara Melchiorsen
Vi trækker jo vejret helt automatisk, så hvorfor skal vi overhovedet "blande os" i det?
Og det er jo sådan set også rigtigt.
Men ligesom med alle andre muskler i kroppen, så har vores åndedrætsmuskler også godt af, at blive stimuleret, trænet og styrket. På den måde er det ikke anderledes end at vi bliver dårligere til at løfte eller gå, hvis vi ikke bruger vores arm- eller benmuskler.
Hvis vi ikke bruger vores åndedrætsmuskler bliver vi ikke kun stivere i vores vejrtrækning, vi nedsætter også vores lungekapacitet og vi holder ikke ordentligt gang i vores indre organer.
"Men, jeg løber og styrketræner, så må jeg vel også have et godt åndedræt?!" vil du måske bemærke.
Men det behøver faktisk ikke at være tilfældet.
Der er faktisk overraskende mange løbere, som kun trækker vejret i den øverste del af lungerne. Og da den bedste udveksling af ilt og kuldioksid sker i bunden af lungerne, betyder det - populært sagt - at "motoren ikke forbrænder brændstoffet godt nok".
Der er rigtigt meget at hente - også i styrketrækning - ved at trække vejret rigtigt. Rigtig meget energi og udholdenhed.
Samtidig er der nogle muskler, som nemt bliver overset, hvis vi ikke vedligeholder og træner vores vejrtrækning.
Udover den store åndedrætsmuskel har vi nogle såkaldt hjælpemuskler. De sidder på ribben og brystkasse øverst i skulderområdet. De arbejder normalt ikke med, når vi trækker vejret normalt, men de hjælper os med at udvide lungerne yderligere, når der er brug for det.
Når vi ikke bruger disse hjælpemuskler bliver de - som vores andre muskler - stive og usmidige. De bliver dårlige til at skabe flow i vores væskecirkulation og ophober affaldsstoffer. Igen skaber det spændinger, smerte og ubehag.
Når vi bliver gode til at trække vejret - også med de øverste hjælpemuskler - gør vi ikke kun nakke, skuldre og hoved en tjeneste, vi balancerer også hele kroppens smidighed gennem fascierne og bindevævet.
Igen. Er der egentlig ikke noget, der skulle forhindre os i at gøre mere ved åndedrættet. Effekten er endda ofte mærkbar ret hurtigt. Allerede 5-10 dybe og "store" vejrtrækninger vil gøre, at du mærker en forskel.
Og igen. Du behøver, hverken at gå i træningscentret eller sportshallen.
Du kan gøre det lige præcis dér, hvor du er. Hele tiden.
Flora Tara Skouboe Melchiorsen
Flora Tara Skouboe Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness og Livsbevidsthed. Flora Tara Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, compassion, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet, 2019), Sådan giver du omsorg til alle sider af dig selv (Akademiet, 2019) og Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet, 2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness forløbet. Flora har også udviklet Flora Metoden®, som er et unikt 9-trins system og kort, som fører brugeren fra fanget eller fastlåst i et problem, en udfordring, et mønster eller lignende - til dyb erkendelse og frigørelse fra dette.
0 kommentarer
Skriv en kommentar