Din indre Blachmann

af Flora Tara Melchiorsen

Den værste dommer, du kommer til at møde.

Kender du den konstante indre stemme i dit hoved? Den stemme, der hele tiden har en holdning til alt, hvad der sker både indeni dig og ude omkring dig?

Lad mig starte med at berolige dig. Du er helt normal.

Vi har nemlig alle en indre kritiker boende i vores hoved. En indre Blachman, der hele tiden kommenterer alt, hvad der sker af indtryk og udtryk.

Ofte er stemmen ikke særlig opbakkende og støttende, men langt mere hård og dømmende.

Den vurderer og kritiserer alt, hvad vi gør. Ofte helt per automatik. Hvis du har prøvet at meditere, så kender du den ganske godt. For det er den første, der træder frem, når vi sætter os på puden og prøver at finde indre ro.

Og det er den, der gør, at meditation på ingen måde er en let praksis, men ofte kan blive ret så hård, fordi vores indre liv - især i meditationen - spejler det ydre liv. Og ofte kigger vi langt mere på os selv ude fra og ind - end indefra og ud. Forstået på den måde, at vi kigger med overfladiske briller på det, vi ser og ikke fra den dybe kerne af selverkendelse og indsigt.

Vores indre kritiker er dybt forbundet med alt, hvad du nogensinde har oplevet.

Fra du lå inde i din mors mave og til du blev omkring syv år formede din indre stemme sig. Og alt efter hvordan dine omgivelser har været gennem de år, vil dine indre stemmer være "gaver" herfra.

Og når vi så samtidig bor i et relativt kritisk orienteret samfund, med rod i f.eks. janteloven, forstærkes den kritiske del af dine indre stemmer sig ofte markant.

Vi vænner os til, at det at være kritisk er normalt.

Vi kigger ud på verden med et frygtsomt og kritisk blik og vi kigger i høj grad på os selv med et frygtsomt og kritisk blik.

Du kender sikkert det, at du en skøn sommerdag slår gardinerne til side og ser ud at det storregner og din første tanke er : "Øv, en dum dag!" 

Du har blot på et øjeblik vurderet hele dagen og dømt den ude!

Eller det kunne være du stod op og havde det egentlig fint nok, men så fik dit barn, din partner eller din kæreste lige sagt noget, der ramte dig og... Bum! Så er resten af dagen tung og svær!

Når vi reagerer på denne måde, så kommer det fra, at vi tænker, at vi allerede kender verden, vi laver forudfattede meninger og vi tror, vi ved.

Hermed lukker vi af for verden omkring os og vi lukker af for os selv.

Vi lukker af for at opleve os selv fra et helt andet åbent og kærligt/venligt sted.

Og vigtigst af alt lukker vi af for at skabe forandring og udvikling og for at forløse os selv fra gamle mønstre og bånd.

Hjernen bliver fanget i overlevelse og kan ikke finde vejen ud. Der opstår en opfattelse af adskilthed. Dem og os. Mig og de andre. Og... Jeg er anderledes. Måske endda en ensomhedsfølelse eller forkerthedsfølelse.

Men det er alt sammen blot øjebliksbilleder.

Øjebliksbilleder, der rammer ned i vores ubevidste gamle mønstre, som igen er formet fra tiden, vi lå inde i vores mors mave, til tiden, hvor vi bliver omkring de 7 år krydret med markante hændelser siden hen.

Og ofte går det endda længere tid tilbage, fordi vores indre system er formet ud fra instinkt og overlevelse, fra da vi gik ude på sletten og vi har faktisk ikke udviklet os så meget siden.

Så når vi lever et ubevidst liv, så former det ubevidste vores virkelighed og verden - og vi kan få en oplevelse af at føle os fanget i livets situationer.

Vi måler med vores ubevidste, indre stemme og lader virkeligheden tage form efter den. Og pludselige er vi fanget i et spind af negativitet, oftest rettet mod os selv.

• Hvorfor sagde jeg ikke fra?
• Hvorfor er det altid mig?
• Hvor er det typisk at det altid går galt!

Helt per automatik. Vi kan med andre ord ikke gøre for det. Det er rent ubevidst instinkt - tænkt til overlevelse.

Men det, vi glemmer, er, at vores tanker blot er øjebliksbilleder.

Du behøver ikke lytte til alt hvad de siger. Og der er rent faktisk sjældent noget, der er decideret farligt i vores liv.

Faktisk bliver vi syge af i for lang tid, at være fanget i denne indre kritiker stemme. Det slider på os, helt ned på cellekerne niveau.

Derfor er Mindfulness så effektivt og brugbart.

Det første, vi lærer i mindfulness, er, at vi ikke er vores tanker, men at vi har tanker. Tanker er blot tanker - ikke virkelighed.

Og vi lærer, ikke at tage vores tanker så alvorligt. Men i stedet at betragte tanken og lade den være det, den er, et øjebliksbillede, som vi hverken behøver at skulle analysere eller gå med. Uden at dømme eller vurdere.

Nybegynderens sind i mindfulness lærer os, at betragte os selv på ny med nysgerrighed og åbenhed, helt uden dom.

NOAK modellen, som jeg bruger på alle vores uddannelser, inviterer dig ind i at blive Nysgerrig på dine indre stemmer og blot Observere dem, med dyb Accept og en Kærlig/venlig tilgang.

Nysgerrig - ikke som analyse, men som det lille barn, der kigger ud på verden for første gang og tænker: Wow! Hvad var det?

Det åbner vores sind op til større indre frihed og til en langt dybere visdom. Vi bliver pludselig fleksible og åbne i vores tilgang til livet og til os selv.

Dette kommer især af den dybe venlighedstræning i mindfulness.

Vi opdager at kunne møde os selv med venlighed og omsorg. Med en blidhed og en blødhed. Helt uden dom. Og her fra begynder vi at se rent.

Denne mildhed og venlighed kræver træning og er ofte den sværeste del af mindfulness, fordi den for mange af os er så uvant.

Derfor kan compassion træning så fint implementeres i mindfulness, vi styrker vores omsorgsmusklen, således at vi kan rumme os selv med det hele, både det lette og det svære fra en mere rimeligt og venligt sted.

Et sted helt uden dom og vurdering.

Virkeligheden er den, der er tilbage, når alle dine forudfattede meninger og vurderinger falder og du ser det, der er rent og ikke det, du troede, der var eller gerne ville have, der var. Og du møder det hele med en blidhed og en blødhed i hele dit væsen og din væren.

Du kender det måske fra, når du møder et andet menneske.

Hvor ofte lader du dig ikke fange af, at vurdere og bedømme det menneske, du møder med det samme?

Prøv i stedet at forholde dig åbent. Lyt fra det nysgerrige sted i dig. Se fra det nysgerrige åbne sted i dig. Vær stille og giv blot dig selv i pant til den anden.

Og prøv i din bevidsthed at se mindst en rigtig god ting ved den anden. Måske endda også sige det højt til den anden, når der er plads til det i jeres samtale/samvær.

Når vi er fanget i vores indre kritiske bedømmer, så er vi fanget i ren overlevelse, både i sindet og i kroppen og dermed også i hjernen. Og vi ser på andre mennesker og på vores verden herfra og alt bliver målt og vejet fra frygt og overlevelse i hjernen.

Når vi begynder at bløde op og være venlige, flytter vi os fra overlevelsesinstinkterne og den mere primitive del af hjernen op i en større bevidsthed og op i den mere udviklede del af hjernen, hvor kreativitet, sammenhæng og empati bor.

Vi åbner med andre ord op for at leve livet fra et langt mere åbent, kreativt og empatisk sted i os selv.

Og i sidste ende skaber det langt større trivsel og livsglæde.

Det er denne rejse mindfulness og compassion træning tager dig med på.

Her opdager du, at livsglæde intet har med noget ydre at gøre, men langt mere er en indre tilstand, skabt i en indre ro og balance og et lidt fra et mere blødt om venligt sted i dig og uden for dig.