Jeg er ikke altid et godt menneske.

af Flora Tara Melchiorsen

Vi har enormt store forventninger til det at være menneske.

Vi kigger os omkring og ser folk, der smiler. Mennesker, der umiddelbart har succes. De ser glade ud. De trives. Med pæne boliger, søde børn og smukke kærester.

Og i det billede kommer vi så let til at føle os forkerte, som den, der ikke levede op til kravene. Som den, der fejlede.

For vores børn arter sig måske ikke rigtigt. Vores kæreste er måske ikke den allerkønneste og vi er måske selv begyndt at se lidt slappe ud i koderne eller synes det er svært at følge med presset på jobbet.

Og når vi kigger os omkring, ser vi alle de andre og tænker.... Bare det var mig!

Det er nok kun mig, der ikke lykkedes. Det er kun mig, der ikke får det gode liv. Mig, der er en taber.

Ja. Jeg ved det. Det er sat groft op, men ikke desto mindre møder jeg ofte mennesker i min daglige virke, som oplever ikke at være lykkelige, selv om de rent faktisk har alt, man behøver (og mere til).

Men de føler, de ikke slår til og at de ikke er noget værd.

Men hvad er det for nogle idealer, vi måler os op imod?

Vi har i disse år ledere, som i hvert fald ikke er de moralske kompasser, vi har brug for. For der tilsyneladende lyves og handles urigtigt uden blu eller fortrydelse.

Og det skaber utryghed. For hvem skal vi se op til og rette vores kompas ind efter?

I denne søge kommer vi let til at kigge mod tidens andre tilbud, f.eks. mindfulness, buddhisme eller religiøs udfrielse.

Et ideal om, at der er en vej, hvor vi kan finde evig indre fred og lykke.

Men også her lurer farer.

For den smarte, unge yogalærer kan helt sikkert mere end dig og ser også meget tyndere, lækrere og smidigere ud end dig og virker mere i ro og balance.

Og mindfulness-læreren, der sidder dér helt stille uden tilknytning til noget, helt fri for materiel tilknytning med et utryk af evig lykke. Og som virker totalt uopnåeligt for dig, der har madpakker, der skal smøres - umulige børn, der skal passes og en partner, der ikke har tid til hverken hygge eller sex, eller måske bare ikke længere orker det.

Fælderne er mange.

Men her kommer den store hemmelighed: Vi er alle bare mennesker!

Og med det mener jeg, at vi alle indeholder præcis det samme.

De samme følelser, de samme kampe, de samme sår og ar på sjælen, de samme dagligdags udfordringer.

Uanset, hvem du ser op til, eller hvilke idealer, du har - så skal du vide, at de også er blot helt almindelige mennesker og helt almindeligt menneskelige.

Vi har fået skabt denne illusion af, at der findes et perfekt. Noget vi kan opnå, som en slags frelse fra livets fortrædeligheder.

Men.

Det.

Gør.

Der.

Ikke.

Ingen filosofi, ingen religion, ingen dogmatikker kan hjælpe dig ud af det menneskelige (Andet end det sidste punktum).

Og i enhver søgen vil der opstå en mæthed, et tab af ideal.

For intet kan i længden leve op til idealet.

Heller ikke jeg.

Jeg er også et dårligt menneske ind imellem.

Faktisk kan jeg let blive fanget i følelsen af, at jeg burde gøre det bedre og stramme mig mere an.

Og denne følelse er paradoksalt nok vokset i tydelighed, jo mere mindful og bevidst jeg er blevet.

For en hel del år siden var jeg ikke rart menneske. Jeg syntes, der var mange idioter i verden. Sådan var jeg vokset op. Jeg stræbte efter ydre anerkendelse og accept og skubbede gerne andre til side i kampen.

Men da jeg mødte min læremester for snart 20 år siden skete der noget helt særligt.

Jeg oplevede, at mit hjerte åbnede sig.

Det åbnede sig på en helt særlig blød og eftergivelig måde.

Og herfra blev det umuligt at være et uvenligt menneske.

Herfra blev venligheden min rettesnor i alt, hvad jeg gjorde.

Det kom ikke fra den ene dag til den anden, men det voksede lige så stille og roligt. Det bevægede noget dybt i mig. Og det vokser stadigvæk.

I den erkendelse opdagede jeg, at alt godt måtte være i mig, uden det gjorde mig forkert.

At jeg var god nok præcis, som jeg var.

At alle de “grimme” ting i mig og i min historie rent faktisk var det, der gjorde mig hel og når jeg også kunne rumme det fra et venligt sted, så skabte det ro.

Og gennem denne ro kom den dybe tilfredshed i at være mig. I at være menneske. Med det hele.

Det åbnede samtidig også for en sårbarhed, fordi jeg blev så frustreret og ulykkelig, når jeg mødte uvenlighed.

Og jeg har mødt megen uvenlighed, måske endda fordi mange opfattede min venlighed som udfordrende... (der måtte ligge noget andet bag).

Nogle opfattede den endda provokerende.

Som en medarbejder på slagteriet, hvor jeg var arbejdsmiljørådgiver, en gang i ægte irritation udbrød: Du er s'gu altid så pissehamrende irriterende positiv, Flora!

Hvilket slet ikke passede ind i den brok og negativitetskultur, der var der.

Jeg husker stadig mit første møde med en af afdelingscheferne. Han stod og råbte og skreg i telefonen til en medarbejder, der havde meldt sig syg. Bagefter gik det op for mig, at han ikke gang kunne medarbejderens navn, men kun arbejdsnummeret.

I et helt år drak jeg flere gange om ugen kaffe sammen med ham. Vi talte ikke særlig meget arbejde, vi talt med hinanden om livet. Vi mødte hinanden stille og roligt fra hjerte til hjerte. Og det forandrede ham. Han endte med at blive min bedste ven og ambassadør for øget trivsel på arbejdspladsen.  Han var den, der gik forrest for mig, når vi lavede projekter, der skulle sikre bedre arbejdsmiljø og han blev et rigtig rart og dejligt menneske, som var vellidt blandt alle.

Det er det, compassion kan.

Når vi tør møde det, der er. Uden at gøre det, der er, forkert, men med åbent hjerte til hjerte og langsomt gå vejen sammen, så kan vi faktisk skabe mirakler ikke blot omkring os, men også i os selv.

For også alt, hvad du rummer er ok.

Og at være menneskelig er, at rumme det hele. At holde det i et kærligt og hjertevarmt rum i os selv. 

Og når vi kan det, så kan vi også langsomt stille og roligt skabe forandring og skabe små bitte nye skridt at gå i os selv og i vores liv.

Så ja, der findes måske alligevel en vej, der er værd at gå: Hjertets vej.

At bevæge dig ind i dit eget hjerte og møde det hele herinde fra et rummeligt og kærligt sted, skaber ikke blot indre fred, det styrker faktisk også dit helbred og forøger din livskvalitet.

Og det er på ingen måde afhængigt af noget som helst ydre. Af burde/skulle. Dogmatikker. Eller idealer.

Det eneste, du behøver at gøre, er at øve dig i at elske hele dig med alt, hvad du rummer i hvert eneste øjeblik og derfra gå vejen videre fra hjertet.

Og du kan godt.

Det starter med den første lillebitte bevægelse. Indad.

Tag den. Nu.