Det kræver mod at elske dig selv

af Flora Tara Melchiorsen

Det er let at forveksle kærlighed med egoisme. Selvoptagethed.
Og hvor "hvordan jeg har det" kommer foran alt andet.

Det er nemt at forveksle selvomsorg og compassion med en bevægelse indad i eget univers. En ego-søgen. En ego-tilstand.

Men egoisme og en optagethed af sig selv kommer ofte kun ud af en ubalance. En indre ubalance og måske et fravær af følelsen af at være elsket.

Dr. Dan Siegel er inde på det, når han f.eks. siger:

Vi har brug for at føle os følt, for at opleve os som hele og sunde individer.

I buddhismen - som er oprindelsen for mindfulness og compassion-træningen, som vi kender den her i vesten - anvises vejen til det sted, hvor vi kan finde kærlighed - i, fra og til os selv. Og herfra dele den med verden omkring os.

Kærlig venlighed fra et ikke dømmende sted. I bund og grund er det netop dette fundament, mindfulness hviler dybt ind i. Og enhver mindfulnesspraksis bør rumme dette, for at kunne vise vejen til den dybe indre sindsro.

Forudsætningen for at opdage at sindet kan blive stille - i øjeblikke såvel som i længere tid - er tillid. Et tillidsfuldt hjerte.

Og at skabe og fastholde et tillidsfuldt hjerte kræver opmærksomhed, øvelse og praksis, fordi der i vores kultur er så meget, der hele tiden trækker os væk fra hinanden. Og fra os selv.

Travlhed, overvældende mængder af informationer, høje krav fra omgivelserne, målinger og konstante sammenligninger, sociale medier osv. osv. Altsammen et ydre pres, som ikke kun skaber stress, men også på værste vis plejer både "den indre kritiker", manglende tro på sig selv... og i yderste konsekvens... decideret selvhad.

I denne "virkelighed" kan det være mere end svært at forstå essensen af mindfulness træningen.

Det kan være svært at forstå, at mindfulness handler om langt mere end blot "øjeblikke af ro".

Det kræver nemlig en dyb langsommelighed og hvilen ind i livet fra et ikke dømmende og kærligt venligt sted i os selv, at komme forbi "overfladen".

Det er præcis her compassion træningen kommer ind. Og åbner døren ind til rummet bagved overfladen.

Ikke mindst fordi det centrale i compassion er at kunne være med sin egen lidelse fra et kærligt rummeligt sted.

At opdage at selv lidelse rummer stor visdom, når vi kan møde den fra sindets indre stille rum af dyb kærlig venlighed.

Paradoksalt nok - i forhold til min indledning i teksten her - så må første skridt i at lære compassion træningen handle om os selv.

For at stilne vores "indre kritiker", manglende tro på os selv og selvhadstendens må vi heale vores eget hjerte. Vi må finde vejen ind til vores hjertes magiske kraft, før vi kan begynde at strække os ud imod andres hjerter og ønske dem fri af lidelse også.

Gaven - og det magiske ved compassiontræningen - er, at når vi healer vores eget hjerte og når vi strækker vores egen evne til at rumme lidelse i os, så opdager vi pludselig også, hvor ens vi er med andre. Vi genkender vores egen smerte i deres smerte og i et åbnet hjerte vil det automatisk kalde på omsorg og at ville bære lidelsen sammen med den anden.

Det første skridt er altså indad. At finde vejen til at heale dig selv.

Prøv et øjeblik at tænke på de øjeblikke, hvor du oplevet dig selv allermest venlig og allermest kærlig. Lad de øjeblikke folde sig ud for dit indre blik.

Mærk følelsen af, hvordan det er at være her. Mærk, hvor i kroppen du særligt har kontakt, når du tænker på alt det gode, du rummer. Læg mærke til farverne, formen, om der er lyde eller andre konkrete ting, der dukker op i dig, når du tænker på dig selv i dit allermest venlige og kærlige sted overfor andre.

Hvordan føles det at være her?

Hvad giver det dig at være her?

Understøt følelsen ved nu at gentage disse sætninger i dig selv:

Må jeg være lykkelig i dette nu.
Må jeg være tryg og uden frygt.
Må jeg være fredfyldt.
Må jeg være fyldt af glæde og lykkeøjeblikke.
Må jeg være sund og rask i krop, sind og sjæl.

Måske der dukker andre sætninger op, som giver mere mening for dig. Så skriv dem ned og brug dem igen og igen.

Når du står i kø i supermarkedet, når du er på toilettet, når du sidder i bilen. Brug sætningerne så ofte som muligt

Også selv om det måske ikke umiddelbart virker naturligt. Eller føles fjollet. Bare gør det.

Herfra åbner du din evne til compassion. Ved at styrke din evne til selvomsorg og ved at vække dit hjerte igen.

Men compassion træningen er mere end det.

Det er også at rumme din egen lidelse fra dette kærlig venlige sted.

Så når sætningerne og denne første træning begynder at vise dig vej til en mere kærlig venlig tilgang til dig selv, så prøv at folde dit indre venlige rum ud.

Mærk det. Føl det. Omfavn det.

Og når du oplever, at du hviler i det, så prøv forsigtigt at invitere en lille frygt eller en lille frustration ind i dit kærlige rum.

Som om det var en gæst, der kom på besøg og du byder på kaffe eller te.

Hold det udfordrende i dig et øjeblik. Træk vejret med det.

Og prøv at opdage, hvad der sker med dig og det udfordrende, imens du holder det.

Gentag endelig øvelserne tit. Hver eneste gang træner du din "compassion-muskel" og styrker både din resiliens og din evne til være i hjertet.

For yderligere at understøtte vores evne til compassion kan vi med stor fordel kigge på Buddhas lære ud i selvkærlighed.

Den rummer fire elementer.

Compassion - eller Karuna - at opøve vores evne til at rumme lidelse i os selv og på sigt i verden - er blot én af dem. 

Metta er den kærlige venlige tilgang til andre og til os selv; at gøre hjertet blødt.

Prøv at tænke på én, du holder særlig meget af.

Lad den følelse, der opstår i dig brede sig ud i hele dig. Lad den omfavne alt i dig.

Tag nu en mere neutral person ind i samme følelsesmæssige rum. Og hold personen her.

Metta er denne bløde tilgang fra hjertet. At kunne møde alt i os og uden for os i dette kærlige venlige sted.

Glæde er en anden træning, der får vores hjerte til at vokse.

Eller på sanskrit Mudita. Det er f.eks. at begynde at samle på glædesøjeblikke. Taknemmelighedstræning er et godt sted at starte til at opdage alle de små og store glæder vores liv rummer hver eneste dag.

Lykkeforskeren Barbara Fredrickson siger, at lykke kommer i små sekvenser af 4-6 sekunder. Så det gælder naturligvis om at være nærværende, at se dem og at samle dem op, når de er der.

En fugl, der synger. Solen, der strejfer dit ansigt. Kaffen, der smager godt. Et smil fra et andet menneske. Et barn, der leger.

Træn det hver eneste dag i hvert øjeblik.

Og den sidste og ikke mindst vigtigste: Upekkha - sindsligevægt.

At bevare et roligt sind og at kunne agere i verden i stedet for at reagere.

Det er her meditations- og mindfulnesspraksis virkelig kommer til sin ret.

At kunne stilne sindet og se klart igennem alle de mentale slør, vi har fået hængt op foran vores udsyn.

Vi kan ikke træne hverken Compassion eller Metta og ofte heller ikke Mudita i et sind, der er fuld af uro og drama og mangel på nærvær.

Alle disse fire træninger i mere selvomsorg og -kærlighed, kræver at vi tillader langsommeligheden og sindets indre ro at folde sig ud i vores liv.

Vi må mærke, hvor vi er for at vide, hvor vi skal hen. Hvad, der er det rigtige at gøre i dette nu.

Sidde stille og ingenting gøre, bare høre græsset gro og i den praksis at læne sig ind i sindets dybe stilhed, for at høre hvad fremtiden kalder os til at gøre.

Dette er en lytten indad og ikke en gørens-tilstand. Den kommer fra en dyb praksis i at tillade stilstand og væren i dig selv.

At elske dig selv er den største gave, du kan give dig selv, men det kræver at du beslutter dig. Og at du vil.

Det kræver også, at du tør gå skridtene.

Ingen andre kan gå dem for dig.