Du må gerne græde
af Flora Tara Melchiorsen
Når vi rammes. Føler. Mærker. Og ikke behøver at blive fikset.
For ikke så længe siden lagde jeg en tekst op på At leve Mindfuldt.
En tekst, der handlede om, at det er OK at græde. At du godt må være sårbar. At du godt må have det, som du har det.
Hvis du ikke har læst den, så får du den lige her:
Du må godt græde.
Du må godt synes, det føles tungt, trist og svært.
Du må godt sidde stille og være trist - også i flere dage.Du må i det hele taget godt opleve smerte.
Du må godt mærke sorgen og give den plads.
I gamle dage var det helt normalt at bære sorg i lang tid, hvis man havde mistet.
I dag bliver vi gjort til offer eller problem, hvis vi er kede af det i "for lang tid", efter noget svært har været forbi vores liv.
Vi måler alt efter en lykke skala, der ofte er helt urealistisk.
Græd blot.
Sørg blot.
Vær ulykkelig.
Vær trist, sur og tvær.Det er helt normalt som menneske.
Livet rummer det hele.
Men i det moderne samfund måles og vejes vi hele tiden på, om vi er robuste nok, glade nok, overskudsagtige nok.
Men uanset hvor meget vi ved, vi kan træne hjernen til at overkomme smerte og modgang, så er det helt normalt også at være ked af det indimellem.
En af de gaver, vi er givet som menneske, er følelserne. Følelserne er en del af miraklet, vi oplever hver dag.
Så du behøver ikke at "fikse" det og dig. Vær blot med det, du mærker og opdag, at der også i det triste er stor skønhed. At også sårbarhed er noget af det smukkeste, vi har.
Når vi tør være med sårbarheden i os selv, så udvikler vi os allermest som mennesker, for så kan vi pludselig rumme det hele liv. Og skabe plads til udviklingen.
Så.
Du må godt have det svært.
Husk blot også kunsten, at lære ikke at hænge fast i følelsen. Ikke at tage den på dig, som en fastbundet kappe af væren.
For at kunne lægge den fra dig igen, når tiden er inde, må du først lære dig selv at rumme den.
At møde din tristhed, sorg eller smerte med accept og kærlig venlighed.
Vær med det hele. Alt det, du mærker.
Ønsk det velkommen, mød det kærligt, venligt og åbnet.
Dér kan du begynde at slippe dig selv fri.
Og husk: Intet varer evigt.
Rækkevidden og reaktionerne på teksten var omfattende. Teksten blev delt igen og igen. Og kommenteret igen og igen.
Og det, der gør indtryk på mig, er, at teksten og dette budskab rammer så dybt ned i mennesker.
I et samfund, hvor alt skal gå så stærkt og være så effektivt, at vi endelig ikke må vise, at vi er kede af det. At vi helst og altid skal fremstå som lykkelige og velpolerede.
Og hvor vi konstant får tudet ørerne fulde af: "Du er din egen lykkes smed. Du kan bare ændre dine tanker. Du kan bare blive mere mindfuld. Du kan bare træne compassion, dyrke motion, spise sundt" osv. osv.
"Du kan bare lade være med, at have det, som du har det."
Men vi lever i en tid, hvor - desværre - flere og flere mennesker har det rigtig skidt. Hvor mange mennesker i bund og grund er kede af det. Og måske endda går med smerter i krop og sind. På grund af lidelser i livet.
Og tilbydes korte og hurtige fiks.
Men.
Vi skal ikke fikses og ændres.
Vi skal i stedet opdage, at vi godt må have det, som vi har det.
At tristhed, sorg og smerte er en helt naturlig del af livet.
Og vi måske blot skal lære at rumme det, uden at gå i stykker af det.
Men. Vores tolerance overfor ubehag er samtidig blevet mindre. Er vi tørstige, skynder vi os at drikke. Hvis vi fryser, tager vi tøj på. Er vi sultne, spiser vi. Mærker vi uro i kroppen, så skynder vi os at bevæge os. Vi prøver at fikse os selv og gerne med hjælp udefra.
I de seneste år er det vigtigste, jeg har lært, hvor meget vi rent faktisk kan, når vi møder os selv fra et omsorgsfuld kærlighedsfyldt sted.
Hvor vigtig den muskel er at træne og vedligeholde i daglig praksis.
Den vigtigste lære overhovedet for mig har været igennem al den smerte, jeg har været igennem de sidste år, at jo dybere, jeg forbinder mig med kærligheden og universets åndedrag og det dybeste livstræ, der findes, jo mere kraftfuldt vokser mine egne rødder.
Og. Så står jeg stærkere i livet end nogensinde før.
Så kan jeg mere og forandrer mere.
Og måske er det den praksis, vi igen skal tilbage til.
Til den dybeste forbundethed, der findes: At vi er ét fælles og vi kommer ud af ét fælles. At vi er forbundet dybt ind i hjertet og i sjælen af vores væren.
Det smukke er, at forskningen i disse år er ved at kortlægge denne visdom. Bid for bid.
Men du behøver ikke vente. Til evidensen har indhentet visdommen.
Start blot i dag.
Start med at møde dit åndedrag i taknemmelighed over, at du er i livet.
Og gå så dig selv i møde med samme store ømhed og omsorg, som du ville møde den, du holder allermest af.
Og mød dig selv derfra hver eneste morgen. Hvert eneste øjeblik.
Gå ud i dagen med følelsen af, at være elsket. Fra kernen i dig selv.
Og, hvem ved?
Måske kan vi herfra starte en revolution - en kærlighedsrevolution, der betyder, at verden omkring os også styrkes.
Fra hjerte til hjerte.
Flora Tara Melchiorsen
Flora Tara Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Tara Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness forløbet.
3 kommentarer
Hvor er det sandt Flora og hvor er du god til at beskrive dette så det går lige i hjertet. Tak 💕💕💕
❤️❤️❤️❤️🙏🙏🙏🙏👍
Flora du rammer rightist. ❤️😊🌹
Skriv en kommentar